Slut med børn…

Så det der med ikke at skulle til at have flere børn, til at møde en mand der fuldender dig. – for at planlægge et barn, på relativt kort tid….

De der kender Teis og jeg, er godt klar over vi ikke hviler på laurbærene.

Vi er modsætninger, KÆMPE modsætninger. Men vi begge fuldender hinanden, på en måde som ingen forstår. Vi er hinandens styrke, når vi er allermest svage. Vi er begge ikke i tvivl om at vi elsker hinanden, på den måde som føles helt perfekt og rigtig. Og det var også det der gjorde, at vi står hvor vi gør idag.
At Teis rykker teltpælene på djævleøen op, og bosætter sig i Jylland sammen med os.

Projekt baby

I november måned snakker Teis og jeg, omkring emnet børn.
Hvornår vi synes at det var ved at være for sent at få børn.
Vi var begge ret enige om, at omkring de 35 år skulle vi ikke lave “flere” børn.

Det skal lige siges Teis ingen børn har, og jeg meget hurtigt ikke ville lade mig skille fra ham, fordi han ville have børn.
Jeg var jo i princippet ret indstillet på, at jeg ikke skulle have flere børn, det havde jeg ihvertfald bildt mig selv ind jeg ikke skulle.

Men tilbage til november måned. Vi snakker rigtig meget sammen omkring det her emne: børn. 23. november spørger jeg Teis, om vi skal fjerne min prævention. I mine tanker vil der gå minimum 6 måneder, hvis ikke et år, eller længere før jeg ville blive gravid. Hvilket jeg også fortæller Teis.
Vi vælger at fjerne den, og i spænding selvfølgelig. Der er jo ikke andet for end at vente, og se hvornår det sker.

Gravid…. eller er jeg?

Jeg passer hund i midten af december, en dejlig old english bulldog, som jeg har passet flere gange. Han er på ingen måde skødehund, han fortrækker at ligge sig på gulvet. Men denne gang var det anderledes. Han blev ved at lægge sig oppe hos mig, med poterne på mine ben, og hovedet på min mave. Allerede her undrede jeg mig, sådan opføre han sig normalt ikke.

Jeg begyndte at blive mere træt, hvilket jeg tænkte muligvis hang sammen med vejret. Og dog. Jeg begyndte allerede her at tænke at den måtte være god nok. Kunne jeg virkelig allerede være gravid? Vi havde jo egentligt beregnet æggeløsning, og vidste der kunne være en chance for at jeg ville blive gravid.

Dagene går, og jeg tester, tester og tester på livet løs. Testen bliver ved at være meget svag, og 23 december tester jeg igen.
Mest fordi jeg virkelig gerne ville give Teis de små sokker, og en graviditetstest pakket ind i julegave, men den bliver ved at være ret svag.

Dagene efter jul forsætter jeg med at teste, og det er bare ligesom om den ikke helt vil være så tydelig som jeg ønsker det. Men jeg kan ikke holde min mund mere, så jeg suser ind til Teis, som ligger i sofaen og siger: “skat, den er ikke tydelig. Men jeg er alligevel ret sikker på den er positiv.”
Han er lidt målløs og tør ikke rigtig tro på det, jeg giver ham sokkerne og forklare at jeg egentligt havde planlagt at afsløre det for ham på en anden måde. Men han er fuldstændig målløs og tør virkelig ikke tro på det, før jeg den 2. januar 2019 tester igen, og denne gang er der ingen tvivl.

2 januar 2019 – nu er der ingen tvivl længere.

Tvillinger

Teis er tilbage i København da jeg sender billedet, og siger til ham at nu er der ingen tvivl. Teis er lykkelig, overdrevet lykkelig. Han tilføjer tilmeld at han er sikker på det er tvillinger, og at det er piger, eller måske en af hver.

Da han nævner ordene “sikker på det er tvillinger” tænker jeg først ‘FUCK hvad… tvillinger’
Så går vi lige fra 2 børn, til 4 børn. Det er virkelig mange børn, og jeg får halvt hjertestop. Og min hjerne begynder for alvor at køre på højtryk.

Så jeg skynder mig at booke en tid på Signes scanningsklinik, vi får tid den 12. januar. Jeg skal lige vide om vi skal have et barn eller to børn. Om det bliver dyrt, dobbelt så dyrt, og dobbelt så trangt her hjemme.

Vi kommer til scanninger den 12. januar, og det kan bekræftes at der kun er et barn. Der er et fint lille hjerte der slår så fint. Og alt ser ud til at være i den skønneste orden, terminen bliver fastsat til 1 september 2019, på dette tidspunkt.

Nem graviditet

Da vi planlagde vi skulle have barn, havde jeg sagt til Teis at det ville intet problem blive. Det er fantastisk og skønt at være gravid.

Denne graviditet tog dog lige en uventet drejning, af hvad jeg før havde prøvet. Daglige kvalme, opkast, evig træthed og manglende appetit dukkede meget hurtigt op. Og for at det så ikke skal være løgn, så startede problemerne med plukveer allerede fra 11 graviditets uge.

Min ældste søn var meget bekymret, hjælpsom og ville helst gerne være hos mig hele tiden. Og for ikke at bekymre den lille, var jeg bare glad for det primær var om aftenen, når han sov, at jeg så kastede op. Lige indtil storebror sagde, mor var syg og havde kastet op aften forinden.

På det tidspunkt vidste ingen af drengene jeg var gravid, jeg ved at lillebror ville blive ellevild når han fik det fortalt, og storebror var jeg i tvivl om for han synes hans lillebror er pisse irriterende, mildt sagt.

Dog valgte jeg at fortælle Elias det lidt før Liam, fordi Elias nu havde været vidne til hvor skidt jeg havde haft det.

Vi havde desuden ikke rigtig fået fortalt det til nogle endnu, ud over vores mødre og søskende. Og vi vidste godt begge hvis Liam først fik det fortalt, så ville folk lynhurtigt få det fortalt også.

Men vi nåede ferien i uge 7, og vi vælger at Liam også skal vide det. Liam troede dog overhovedet ikke på hvad vi sagde. Han var sikker på vi sagde det for sjovt. Vi viste ham tilmeld billeder, og alligevel ville han ikke helt tro på det.

Det tog ihvertfald lidt tid for ham, før det for alvor gik op for ham at han nu skulle være storebror.

Kønsscanning

Vi bestilte tid ved Signes scanningsklinik til køns scanning, præcis i uge 14 som var den 2. marts. Jeg kunne overhovedet ikke vente en dag længere.

Vi får en lukket kuvert med derfra hvor kønnet står på, så Teis er den første der får at se vi skal have en pige, og jeg bliver så glad inden i da jeg ser det. Jeg var sikker på vi ville få endnu en dreng i flokken. Men vi fik/får endelig en pige, det er så vildt.

Vi ville have gemt overraskelsen af kønnet til vores fælles fødselsdag den 29 marts, men kommende farmor kunne ikke deltage. Så vi beslutter at afsløre kønnet allerede samme dag, som vi fik det det fortalt.
Både til vores mødre, søskende og selvfølgelig også drengene.

Noget af det sjove er at, Liam fortalte Teis som noget af det første da de mødte hinanden, at han altid har ønsket sig en lillesøster.

Endelig….. en pige i familien

Vi ville have holdt det for os selv lidt endnu, men begejstringen ville jo ingen ende tage. Så vi vælger også at dele det, på både vores facebook og instagram.

Min mave begyndte allerede at tage form i januar, og det samme gjorde mine bryster. Så jeg tror ikke vi kunne skjule det særlig længe, uanset hvad vi gjorde. Mit manglende overskud hjalp heller ikke ligefrem på det.

Men som alt ser ud nu, så er terminen den 31. august 2019 – noget inden i mig har dog fortalt mig at jeg ikke går frem til uge 40.
Så vi venter blot i spænding på at vi inden for de næste to måneder skal møde vores datter, og lillesøster.

Hvordan har din graviditet været?

Skriv et svar